TIL FORDEL FOR MOBILFRI SKOLER OG LÆRINGSFREMMENDE LÆRINGSRUM

Her finder du forskellige bidrag fra mig om mobilfri skole – og hvorfor det er essentielt for skolens, skoleledelsernes og lærernes succes at sikre læringsrum, der fremmer både læring, fordybelse, trivsel og sociale færdigheder.

Kristeligt Dagblad, 9. april 2018: 

Kronik: Tag mobiltelefonen fra eleverne. Mobilfri skoler er vejen frem

Berlingske Tidende, 4. januar 2018: 

Kronik: Lad os få mobiltelefonfri skoler – fordi læring kræver fordybelse

Politiken, 28. september 2017: 

Kronik: Gør danske skoler til mobilfri zoner (fælles kronik med Imran Rashid)

Berlingske Tidende, 29. marts 2014: 

Kronik: Net-zapperi ødelægger indlæringen

I Storbritannien havde 98 procent skolerne allerede i 2015, hvor jeg skrev Hjernesmart Pædagogik og refererede dette, regler for mobilbrug. Siden 2010 er jeg selv stødt på mobilfrihed internationalt – for at bane vej for koncentration, læring og almen respekt for hinanden – på internationale konferencer, i store virksomheder, på tandklinikker, i hjem, i skoler osv. osv. Der er altså intet nyt i dette. Det er bare Danmark, der hænger i vandskorpen i forhold til at få handlet på den viden vi har om, hvordan hjernen og socialt samspil fungerer.

Som jeg skriver om i kronikken fra april 2018, har en æske af træ revolutioneret det sociale samspil i én af verdens største virksomheder. Midt i en myriade af teknologiske muligheder har Anheuser-Busch i marts 2018 opfundet en såkaldt ”iBox”. Inden de begynder deres møder, sætter deltagere nu deres mobil på lydløs og placerer den i trææsken. Effekterne har allerede været mærkbare: langt mere engagerede mødedeltagere! Virksomhedens HR-direktør, David Almeida, konstaterer, at mobilerne var blevet en afhængighed, og at det er både ”respektløst” og ”underminerer mødets formål” at have dem tændt.

Fransk lederskab

Den franske regering vedtog i 2018 mobilfri skolehverdag for børn op til 14-15 år.

Personligt må jeg sige, at … om det sker gennem national lovgivning eller kommunale politikker for mig at se en detalje. Men at overlade det til de enkelte skoler kan give en hulens masse bøvl. I en dansk sammenhæng vil der da formentlig ske det, at det bliver lagt ud til lærerkollegiet og de enkelte teams at blive enige. Pernilles beretning her sætter denne metode i tankevækkende perspektiv.

Dét at sætte noget “uden for parentesen” – f.eks. gennem national rammesætning – giver rigtig god mening i en række sammenhænge. Dermed kan vi spare de enkelte skoler for lange, tidskrævende og opsplittende processer. I en hverdag, der er rigelig travl i forvejen, og hvor lærere har rigeligt andet at fylde deres mentale båndbredde med. Alt behøver ikke komme ud i basisdemokratiet, heller ikke i Danmark, og da slet ikke noget, som den naturfaglige forskning i dag ved så meget om. Risikoen ved, at lærere på en skole skal “blive enige” er, at det er det kulturelle “plejer”, der trumfer hvad forskerne siger, og hvad vi ved om de kommercielle IT-giganters bagtanker med det adfærdsdesign, der gennemsyrer vores digitale enheder i dag.

Men hvorfor egentlig? 

Når man lærer hjernens spilleregler at kende – herunder den konstant formbare/plastiske hjerne – går der en prås op for mange. Det står pludselig klart, at vi hele tiden “tramper stier op i hjernen”, mens de stier, vi ikke eller sjældent går på gror til. Med andre ord:

1. Hvis vi ønsker at give vores børn og unge stier med i livet som fordybelse, impulskontrol, empati, indrestyring og sociale færdigheder, så er det faktisk nødvendigt at pause de private mobiler med de mange irrelevante associationer i nogle timer om dagen. Det er et aktivt tilvalg af værdier (snarere end det, som modstanderne gerne vil have det til at handle om: et forbud). Som det ses i kronikken fra Kristeligt Dagblad – og som jeg har fremhævet også i kronikken i Jyllands-Posten – er det slet ikke kun et “påfund”, som handler om vores børn og unge, men en erkendelse, der stille og roligt har bredt sig internationalt over nogle år; også i erhvervslivet.

Erkendelsen, vi gør os – med hjernens plasticitet in mente – er, at stier skal “trampes op” med intensitet  (ligesom stier i skoven) og i øvrigt vedligeholdes, hvis eleverne skal kunne trække på dem smidigt og have dem “med sig” i livet.

Arbejdshukommelsen, som vi skal bruge til at forstå, bearbejde, få idéer og skabe forudsætninger for at kunne huske noget på længere sigt, kan kun rumme få enheder ad gangen. Kunsten i ethvert læringsmiljø er at skabe forudsætninger for en tilstrækkelig grad af fokus, nærvær og følelsesmæssigt engagement. Så læringen sætter sig fast.

Selv lever jeg af at være underviser, facilitator og foredragsholder. Alle de læringsseancer, jeg leder, er offline, hvilket betyder at jeg selv og kursisterne har slukkede mobiler i taskerne. Alternativet er at spilde hinandens tid – og kundens penge. Et læringsrum er andet og mere end (illusionen om), at læring skabes ved at en deltager/elev “trækker den” fra en underviser, der “giver den”.

Anvendelsesorienteret læring (som jeg er varm fortaler for) indebærer, at man stiller sig til rådighed med sit nærvær og følelsesmæssige engagement, bygger broer til virkeligheden i en lind, relevant strøm, og at man bemærker nuancer i andres bidrag, så man blandt andet kan blive inspireret og overrasket.

Hjerneforsker Troels W. Kjær sagde det meget sigende på Hjernedagen 2017, hvor jeg også selv bidrog som oplægsholder: “Vi lærer dét, der er relevant, følelsesmæssigt engagerende og overraskende.” Jeg er meget enig. At komme derhen kræver dog samspil: At man “er tilstede” opmærksomhedsmæssigt og følelsesmæssigt med sin nysgerrighed, undren og evne til at skabe nye sammenhænge.

Visse medier og debattørers vinkling af mine bidrag som “imod dansk tradition” eller et ønske om “forbud” må derfor stå for deres egen regning. Der er tale om et værdibaseret, oplyst “tilvalg”, som i øvrigt også fremmer, at vi som samfund får noget for “skolepengene”. Naturligvis kan digitale hjælpemidler inddrages, når det er relevant. Stillet til rådighed af skolen og uden de uendeligt mange fristelser og distraktioner, som vores personlige mobiler rummer i dag. Og ja, ind imellem vil det da også være relevant at have sin helt egen mobil med i undervisningen – ligesom det kan være relevant at have brugte køkkenruller eller syltetøjsglas med nogle gange.

2. Jeg er absolut teknologi-glad og tilhænger af, at teknologi bruges, hvor det er læringsmæssigt relevant. Brug af teknologi er dog kun ét læringsformat ud af mange. Skal læring fæstne sig, skal undervisere og elever i samspil trække på en palet af alsidige, rige måder at bruge hjernen og kroppen på. Jeg har selv har mere end 55.000 online-studerende fra 178 lande på mine kurser på nettet, jeg har to blogs og en aktiv Facebook-profil. Det er ikke ligefrem “teknologi-forskrækket” eller “maskinstormer”, der passer på den profil.

Men jeg ved selvfølgelig, at visse mennesker kan have interesse i at putte andre i rigide bokse. Og jeg ved – med hjernens bekræftelsesskævhed in mente – at når først nogen har sat et stempel på andre, så er det nemmeste i verden for dem at vedblive med at få bekræftet dette stempel. Hjernen servicerer ganske enkelt mennesker i at frasortere input, der kunne skabe en lidt anden virkelighedsopfattelse end den, vi har. Og den hjælper os med til at give opmærksomhed til input, der bekræfter vores dom.

Så ja, digitalt eller online … fint (måske endda helt op til 20-25 procent af undervisningstiden?). Offline fint. Men optional line – nej tak! Optional line er den zombieagtige mellemtilstand mellem online og offline, hvor man hele tiden kan skride opmærksomhedsmæssigt fra det rum, man befinder sig i lige nu. Denne tilstand af konstant distraktion og fuld arbejdshukommelse underminerer alle de fem nævnte stier fra pkt. 1. Hvis du i øvrigt vil vide mere om mit begreb “optional line” så se f.eks. denne side eller søg efter begrebet her på bloggen.

3. Mobilfri skole og digital dannelse er to vigtige initiativer for at fremme, at vores børn og unge lærer at begå sig i verden (inklusive den digitale) med respekt, omsorg, nysgerrighed og kreativitet. Det er ikke “enten-eller”. Naturligvis skal der være brug af teknologi i skolen. Og naturligvis skal der snarest muligt produceres undervisningsmaterialer, der understøtter børns (og voksnes) digitale dannelse. Og defineres grænser for, hvordan vi begår os socialt, respektfuldt og hensigtsmæssigt online. En slags moderne “Emma Gad” for digital omgang med hinanden.

Personligt har jeg igennem flere år været i fuld gang med at skabe digital dannelse hos min 10-årige datter (som kun har haft en mobiltelefon i få måneder) ved at dele mine erfaringer på sociale medier og internettet med hende. Jeg deler for eksempel glæden ved at kunne bidrage til andres liv og være i kontakt med mine læsere. Men jeg deler også, at jeg kan blive ked af det, når nogen skriver en tarvelig kommentar eller taler negativt “om mig” på min side i stedet for respektfuldt “til mig”. Vi taler om, hvad der er offenligt, og hvad der er privat. Jeg deler indimellem, når jeg får henvendelser fra håbefulde mænd, og vi taler om, hvad der mon driver dem til det, og hvordan jeg med fordel kan tackle det. Jeg deler også med hende, at hun skal sikre sig, at hun kender afsenderen på mails, hun åbner (og skal kalde på os, inden hun åbner en vedhæftning). Og at hun skal sikre sig, at hun kender afsenderen på fotomateriale, hun gerne vil gengive i et oplæg i klassen. Finder hun f.eks. et foto af Mars med “Nasa” som afsender, er det troværdigt, mens mange af de øvrige billeder af Mars, der “ligger derude” kunne være “fake”.

Sådan en digital dannelse skal foregå stille og roligt og i nærværende samspil med voksne. Et barn kan fint bruge mors/fars/lærerens mobil/computer/social-medieside i de første år. Og selv når barnet har fået sin første mobil, kan denne oplæring snildt finde sted med neutrale digitale enheder, stillet til rådighed af skolen. Betyder “mobilfri” skole, at den enkeltes mobil aldrig, aldrig, aldrig kan tages frem? Næh. Der kan som tidligere indikeret være situationer, hvor klasselederen vurderer, at det vil være nyttigt at bruge dem. Det åbner dog også op for et felt af statustrusler, man som voksen ansvarlig i et læringsrum absolut bør være opmærksom på.

—

ANDRE KILDER ELLER RELATEREDE TEMATIKKER:

Politiken, 23. december 2017: 

Guide til en offline jul

P1 Orientering, 18. december 2017:

Debat med Lis Zacho i P1 Orientering

Jyllands-Posten, 28. december 2017:

Digitalt overforbrug skal bekæmpes med nærvær (fælles kronik med socialminister Mai Mercado og Imran Rashid)

ÆldreSagen, August 2017: 

Mobilfri fester

FDF’s lederblad, maj 2017: 

Gør sommerlejren til FDF’s digitale detox

Kristeligt Dagblad, 14. januar 2017: 

“Mobiler udfordrer samværet i familien”.

Politiken, 20. december 2016: 

“Du viser kærlighed med flytilstand”

P1 Morgen, 27. december 2016: 

Find indslaget kl. 6.36

TV2, 20. december 2016:  

Uddrag af Go’ Morgen Danmark, TV2, 20. december 2016. 60% af danskerne er åbenbart enige i min pointe med at være nærværende – og pause mobilen – juleaften: Test på TV2, 22. december 2016

Heartbeat, podcast-serien “Før vi spiser”

Podcast om Nærvær og måltidet