Minibog nr. 3 i HJERNEVENNER-serien udkommer i slutningen af november måned. Den hedder Gør hjernen til en medspiller og har til formål at bevidstgøre børn, unge og deres voksne om forskellen på “væk-fra sprog” og “hen-imod sprog” for hjernen.

Se pressemeddelelsen her

Louise Klinge, der tidligere i år vandt den prestigefyldte forskningsformidlingskonkurrence, Ph.d. Cup, og som forsker i læreres relationskompetence, har skrevet en anbefaling af Gør hjernen til en medspiller:

“Anette Prehn har skrevet vidunderlige bøger til voksne – vigtige og utroligt lærerige. Nu har børn heldigvis også mulighed for at blive meget klogere på, hvordan vi kan tackle hverdagen bedst muligt, når vi kender til hjernens spilleregler. I den tredje bog i HJERNEVENNER-serien, Gør hjernen til en medspiller, handler det om at styrke de følelser, der gør godt for en selv og andre. Når jeg holder oplæg for lærere og pædagoger, siger jeg gerne undervejs “I må ikke tænke på en lyserød elefant.” Der toner sig gerne en stor, dejlig elefant frem på nethinden af tilhørerne – fordi vores hjerne ikke er optaget af ‘ikke’, men af det, der kan sættes billeder på. Pointen i mit oplæg er, at når vi skal hjælpe børn til at huske de mange sociale spilleregler i hverdagen, skal vi netop rette fokus på det, vi vil have, i stedet for det, vi ikke vil have. Nu glæder jeg mig til fremover at kunne supplere den pointe med, at børnene selv kan få indblik i den spilleregel i hjernen i Gør hjernen til en medspiller. Bogen er skrevet, så man får lyst til at læse mere, fordi Anette Prehn er en fantastisk og menneskeklog formidler. Hvor er det dog en god idé at skrive minibøger til børn og unge om hjernens spilleregler!”

Så dejligt at mærke, at Louise Klinge og jeg “flugter” på dette vigtige område. Det giver mig håb om, at bogens vigtige budskaber kommer til at nå langt ud. Nu har jeg så bare til gode at møde Louise Klinge; forhåbentligvis krydses vore veje engang i nærmeste fremtid.

Bogen fås bl.a. her.


Anette Prehn (1975) er iværksætter, forskningsformidler, sociolog og forfatter til en række bestseller-bøger om hjernens spilleregler og disses betydning for socialt samspil, mental sundhed, læring og ledelse. Hendes nyeste bog er "Det syngende menneske. Nye veje til forbundethed". Anette Prehn opdagede for år tilbage, at hjernen følger bestemte spilleregler. “What!” tænkte hun. “Hvordan kan det være, at forskerne ved det her, uden at det er omsat, så almindelige mennesker har konkret gavn og glæde af det?” Det kickstartede hendes mission: At blive en folkets formidler, der gør socialpsykologi og hjerneforskning praktisk anvendelig for alle. Anette Prehn har bl.a. fået udgivet "Afledte effekter. Tag skyklapperne af - styrk børn og unges livsmestring", "FLIP - hjælp din plastiske hjerne med at tackle det 21. århundrede" samt HJERNESMART-trilogien: Hjernesmarte Børn, Hjernesmart Ledelse og Hjernesmart Pædagogik. Hun har også skrevet minibøgerne Ansvar og Mod samt HJERNEVENNER-minibogsserien, så børn og unge kan lære at gøre hjernen til en medspiller i hverdagen:

  • Stierne i hjernen anbefales af professor og hjerneforsker Troels W. Kjær
  • Bliv ven med hjernens amygdala anbefales af professor i socialpsykologi Per Schultz Jørgensen
  • Gør hjernen til en medspiller anbefales af ph.d. og vinder af Ph.d. Cup 2017 Louise Klinge
  • Sov dig til en bedre hjerne anbefales af hjerneforsker og søvnekspert Maiken Nedergaard
  • Giv hjernen plads til udvikling anbefales af familievejleder Lola Jensen
  • Tag nye billeder med hjernen anbefales af hjerneforsker Kjeld Fredens
  • Din kreative hjerne anbefales af mad-entreprenør Claus Meyer

Anette Prehn er også en flittig skaber af sange til Danmark, primært i samspil med komponisterne Rasmus Skov Borring og Kristian Bisgaard. Du kan se/synge alle hendes offentliggjorte sange her. Og læse mere om Anette Prehns mission her

Følg Anette Prehn på Facebook | Følg Anette Prehn på LinkedIn