For første gang ever er der nu åbnet mulighed for at komme på en uges højskole med Anette Prehn med afsæt i hendes bog “Det syngende menneske – nye veje til forbundethed”. Kurset foregår fra mandag den 16. maj til fredag den 20. maj 2022. Det bliver nærværende, hjertevarme dage, som med garanti vil sætte glade spor i dig. Uanset om du kommer alene eller med én, du allerede kender, vil du opleve at blive en del af et stærkt, syngende og reflekterende fællesskab i den gamle, smukke fiskerby Tisvildeleje. Der er 50 pladser i alt, som besættes efter først til mølle-princippet.

Fællessang kan meget mere, end vi går og tror. Fællessang kan bygge bro mellem generationer, samfundsgrupper og livserfaringer. Fællessang kan give et modsvar til ensomhed, hyperindividualisme samt materiel og åndløs jagen. Fællessang også give os ahaoplevelser omkring, hvordan vi håndterer nogle af de store dagsordener vi står midt i, f.eks. ift. klima, biodiversitet og natursyn. Det kræver dog, at vi gør andet og mere end at ”synge os baglæns”, det vil sige primært lire tekster af, som vi har sunget hundredevis af gange før uden at tænke synderligt over dem.

Fællessangens tekster kan skabe en efterglød: Et blivende aftryk i dig, mig og det fælles. Kursets sangforedrag tager udgangspunkt i bogen ”Det syngende menneske”, som anviser otte veje til en større forbundethedsfølelse: Gennem hverdagsmøder, generationsmøder, kærlighedsmøder og oplevelser i naturen. Og via global forbundethed samt forbundethed med verdenshistorien, dybere værdier og en større sag.

Vi lærer nye fællessange til Danmark med tekst af Anette Prehn og melodier af Erik Sommer, Kristian Bisgaard og Rasmus Skov Borring. Vi gør os rige erfaringer med ”fællessangens følelsesmæssige smittetryk” og bliver klogere på, hvordan fællessang historisk har stimuleret social transformation. Vi benytter os af Tisvilde Højskoles naturskønne omgivelser til at udforske med sanser, krop og hjerte, hvordan naturen kan bruges som et spejl på menneskelivets op- og nedture.

Hvad der sker dag for dag på højskolekurset fra 16. maj til 20. maj 2022:

Mandag eftermiddag: Velkommen til Tisvilde Højskole. Om fællessangens mange gode og sunde sideeffekter, og hvordan vi kan synge os tættere på hinanden gennem fællessang.

Mandag aften: En sansende gåtur i Tisvilde Hegn. Vi benytter os af højskolens naturskønne omgivelser til at udforske med sanser, krop og hjerte, hvordan naturen kan bruges som et spejl på menneskelivets op- og nedture.

Tirsdag formiddag: Naturoplevelsernes magi. Vi synger os ind i en tæt forbundethed med naturen og dens årstider her i Danmark. Ord kan give form til følelser i naturen og forbinde os med minder fra vores liv i naturen. Med fællessangen som bagage kan vi endda bryde ud i sang, selv når vi løber tør for ord.  

Tirsdag eftermiddag: Hverdagsmødernes kraft. Vi kan mærke ”broen til det andet menneske” i de tilfældige møder på gaden i vores hverdag. Det forudsætter dog, at vi kigger op og møder omverdenen med venlig øjenkontakt, smil og nærværstrafik. Denne eftermiddag bliver vi opmærksomme på vores sporsættende betydning for andre menneskers liv.

Tirsdag aften: ”På gådejagt efter Jeppe Aakjærs usungne sange”. Med afsæt i Aakjærs ukendte breve og foredrag har Anette Prehn og Kristian Bisgaard givet Aakjærs lyriske passager verseform, rim og melodier og dermed skabt 21 helt nye ”usungne sange”. Bogen herom – der er udgivet af Gyldendal – fik fem hjerter i Politikens anmeldelse, skrevet af litteraturprofessor Thomas Bredsdorff. Denne aften inviteres du ind på forbundethedens broer til fortidens liv og stemmer.

Onsdag formiddag: En større sag og global forbundethed. Det er muligt at opleve en dyb forbundethed med en større sag og med mennesker, der lever på andre dele af kloden. Andedams-mentaliteten ligger dog lige for – og den kan virke let og tryghedsskabende at gribe ud efter. Til gengæld kan vi synge os til erkendelsesspring og mobiliseringskraft i forhold til nogle af vor tids store udfordringer. Vi gør denne formiddag forsøget.

Onsdag eftermiddag: I en verden, hvor vores kultur i høj grad inspireres online af sociale medier, influencere og ”pranks” (dvs. jokes), er det særligt vigtigt at træde i karakter på et værdibaseret grundlag: At give relevant modspil til perfekthedskultur, nulfejlsforestillinger og materialismens altopslugende tsunami. Denne eftermiddag synger vi stærke værdier og kritisk sans frem.

Onsdag aften: Koncert med Eva Malmqvist (sang) og Søren Svagin (flygel).

Torsdag formiddag: Generationsmødets kraft. Det er en alt for overset faktor i menneskelivet i dag: Alt det meget ældre generationer kan give unge, og unge ældre. Samfundets yngste passes et sted, de ældste et andet. Ved at forstå og ære generationsmødernes kraft, kan vi komme til at opleve en langt stærkere forbindelse med og respekt for hinanden. Vi synger os til taknemmelighed over dét voksne mennesker gav os som børn, og den livslæring vi selv i dag kan give videre til børn og børnebørn. 

Torsdag eftermiddag: Kærlighedsmødet er helt særligt og frisættende. Måske er vi heldige at opleve en eller flere gange i livet. Hvad gør det ved os, når vi må låne en andens kærlige og tilgivende øjne? Hvad ligger der i af transformerende kraft i kærligheden? Vi synger os til nye indsigter.

Torsdag aften: Festmiddag med musikalske indslag. Her fejrer vi et dejligt højskoleophold i hinandens selskab. Der er plads til sang, musik og taler – og til taknemmeligheden over at måtte rejse om end kortvarigt med hinanden i livet.

Fredag formiddag: ”Giro 413”. Vi synger ugens favoritsange igen, måske endda på overraskende måder.

Tisvilde Højskole
Tisvilde fiskerleje og strand

Anette Prehn (1975) er iværksætter, forskningsformidler, sociolog og forfatter til en række bestseller-bøger om hjernens spilleregler og disses betydning for socialt samspil, mental sundhed, læring og ledelse. Hendes nyeste bog er "Det syngende menneske. Nye veje til forbundethed". Anette Prehn opdagede for år tilbage, at hjernen følger bestemte spilleregler. “What!” tænkte hun. “Hvordan kan det være, at forskerne ved det her, uden at det er omsat, så almindelige mennesker har konkret gavn og glæde af det?” Det kickstartede hendes mission: At blive en folkets formidler, der gør socialpsykologi og hjerneforskning praktisk anvendelig for alle. Anette Prehn har bl.a. fået udgivet "Afledte effekter. Tag skyklapperne af - styrk børn og unges livsmestring", "FLIP - hjælp din plastiske hjerne med at tackle det 21. århundrede" samt HJERNESMART-trilogien: Hjernesmarte Børn, Hjernesmart Ledelse og Hjernesmart Pædagogik. Hun har også skrevet minibøgerne Ansvar og Mod samt HJERNEVENNER-minibogsserien, så børn og unge kan lære at gøre hjernen til en medspiller i hverdagen:

  • Stierne i hjernen anbefales af professor og hjerneforsker Troels W. Kjær
  • Bliv ven med hjernens amygdala anbefales af professor i socialpsykologi Per Schultz Jørgensen
  • Gør hjernen til en medspiller anbefales af ph.d. og vinder af Ph.d. Cup 2017 Louise Klinge
  • Sov dig til en bedre hjerne anbefales af hjerneforsker og søvnekspert Maiken Nedergaard
  • Giv hjernen plads til udvikling anbefales af familievejleder Lola Jensen
  • Tag nye billeder med hjernen anbefales af hjerneforsker Kjeld Fredens
  • Din kreative hjerne anbefales af mad-entreprenør Claus Meyer

Anette Prehn er også en flittig skaber af sange til Danmark, primært i samspil med komponisterne Rasmus Skov Borring og Kristian Bisgaard. Du kan se/synge alle hendes offentliggjorte sange her. Og læse mere om Anette Prehns mission her

Følg Anette Prehn på Facebook | Følg Anette Prehn på LinkedIn