SKAL DEN ENKELTE LÆRER VÆRE MOBIL-POLITIKER?

Jeg har modtaget en tankevækkende henvendelse fra Pernille, der har været lærer i ca. 15 år. Den viser, hvor uværdigt og konfliktskabende det kan blive, når ansvaret for mobil-retningslinjer overlades til den enkelte lærer (eller det enkelte team) på en skole. Den viser også, hvor vanskeligt det helt sikkert kan være som skoleledelse at definere fælles mobilregler, når ens ansatte har vidt forskellige holdninger til elevers mobilbrug:

”Jeg underviser på en firesporet skole, som er helt uden overordnede retningslinjer, hvad angår brugen af mobiltelefoner. På min 4. årgang giver de forskellige lærere eleverne mulighed for at arbejde og lege med mobiler i frikvarterer og i pauser efter lærerens eget valg. Vi lærere er meget uenige angående brug af mobiltelefoner. Jeg ønsker for min klasses vedkommende mobilfri pauser og frikvarterer, og jeg er bekymret over, at en af de andre klasser får lov til at lege og spille med mobiltelefoner i alle pauser og frikvarterer. Min amygdala bliver kapret over at se elever på 4. klassetrin sidde inde og stille i pauser og frikvarter og allerede fra kl. 7.45-8.00 om morgenen (inden 1. lektion). I mine øjne fortjener nutidens børn, at vi skaber rammer for, at de kan opleve nærvær, fordybelse, ro, fysisk aktivitet, almindelige børnelege, børnekultur m.m. Efterhånden er eleverne i min klasse – sådan lidt oprørsk – begyndt at sige til mig, at de hellere vil gå i parallelklassen med fri adgang til mobiltelefoner i pauser og frikvarterer.

Elevernes sammenligninger af mobilregler på tværs af klasserne giver næring til utilfredshed over forskellighed og unødig uro, både blandt eleverne og hos forældrene. Desuden er det forvirrende for eksterne vikarer – men også når man er lærer på forskellige årgange – at de enkelte klasser kan have vidt forskellige mobilregler, som man ingen chance har for at ”have styr på”, når man underviser.

Jeg har gennem årene flere gange spurgt min ledelse, om de ikke nok vil overveje muligheden for fælles retningslinjer angående brug af mobiltelefoner f.eks. for indskolingen, mellemtrin og overbygningen. Ledelsen har reageret helt uden interesse for mit input. Da jeg spurgte endnu engang, svarede viceinspektøren mig brysk tilbage: “Det må være dig, der mangler gennemslagskraft i dit team, Pernille!” Derefter spurgte jeg ikke mere. Jeg blev væltet helt omkuld af viceinspektørens måde at guide en medarbejder på. Jeg kom med en god hensigt og med ønsket om at få hjælp og opbakning hos ledelsen, og pludselig stod jeg med en historie om, at jeg manglede pondus. Jeg var såret, tog det personligt og fik stresssymptomer. Jeg må erkende, at noget, der virkelig slider og skaber tvivl, stress og ensomhedsfølelse for en lærer på arbejdspladsen, er, når ledere virker nedgørende og utilgængelige.

Jeg har lyst til at dele denne episode fra en lærers virkelighed med dig, hvorfor jeg har tilladt mig at skrive til dig, Anette. Jeg håber, at det er o.k.”

Det er meget o.k. Pernille. Tusind tak, at du delte med mig – og siden gav mig lov til at videregive dine tankevækkende oplevelser til andre! Jeg er i samspil med lærere fra hele landet, og jeg må konstatere, at lærere har rigeligt på deres bord i disse år, og at de gør et enestående stykke arbejde for at fremme læring hos landets elever.

Det er for mig at se derfor en virkelig fjollet brug af menneskers begrænsede kognitive ressourcer at skulle forhandle mobilpraksis konstant – eller skulle stå på mål for forskelle i mobilpolitikker mellem klasser. Det dræner; også lærerens autoritet som klasseleder. Lad i stedet lærere bruge deres autoritet, kompetencer og ressourcer på dét, der vitterligt er relevant – og giv læringsrummet fred ved at sætte de personlige mobiler ”uden for døren”. Jeg har skrevet fire kronikker om mobilfri skole gennem tiden, de tre seneste i 2017/18, hvor du kan læse flere af de mange gode argumenter for mobilfri skoler. Digitale hjælpemidler har skolerne i dag masser af – og det er både fint og logisk at bruge dem, når det er relevant og kan katapultere læring. Men de personlige enheder splitter, og de undergraver tilmed det fokus, der er helt nødvendigt for at kunne lære – og for at kunne vise andre respekt. I Storbritannien har skoler i årevis haft klare mobilregler, uden national lovgivning. I Frankrig har man netop indført fælles rammer på tværs af landet. Uanset hvilken model vi vælger i Danmark, fortjener vores lærere at arbejde i rammer, der tydeligt fremmer det nærværende læringsrum, for læring kræver fokus!