JUBIII! ☀️Så har Kristian Bisgaard og jeg fået udgivet vores første sang sammen. ????SMUKKE SKUD ????er skrevet til alle unge – og med en særlig, kærlig hilsen til jer, der har følt jer udsatte og isolerede længe pga. coronavirus eller fået udskudt den konfirmation, I ellers havde glædet jer så meget til.

Hør “Smukke skud” her

Vi føler med jer, vi elsker jer, og vi vil gerne hjælpe jer med at “danse stier op” i det liv, der nogle gange er helt igennem vidunderligt og andre gange utroligt uretfærdigt og svært.

Jeg ved, at det kan føles, som om dét, I oplever i jeres liv, er helt anderledes, end det nogen som helst generation før jer har oplevet. Men husk, at smerte, glæde, frustration, forventning, håb, livsmod, tab, forvirring, forelskelse, fortvivlelse er almenmenneskelige følelser, og at millioner har følt noget lignende før.

Tag os gerne med på råd – både forældre, bedsteforældre, tanter, onkler, naboer m.m. Eller bed os om ‘bare’ at være der, lytte og kramme. Husk på, at hjertebroer har et fantastisk værd.

Den største hjertetak til eminente Julie Maria, der har fortolket min og Kristians intention så inderligt og smukt, som vi kun turde håbe på❤️

Gid at du må gi’ dig hen til
at leve i dybde og med kulør.
Og vid millioner har gjort det før.

Find teksten og nodearket under videoen!

Hyperindividualismen har gjort, at der i mange år har været fokus på den enkelte unges selvrealisering, præstationer og livsoplevelser. Jeg mener, der er brug for at styrke oplevelsen af forbundethed: At vi nok kan føle, at vores eget liv er særligt, men også forstå dets almenmenneskelige aspekter; at vi er en del af en større helhed.

Den skønne sangerind Julie Maria har på inderligste vis indsunget sangen, som har tekst af mig og melodi af Kristian Bisgaard. Tak til Kæv Gliemann for studietrylleri & til Signfind photo graphic for smukt cover!

????SMUKKE SKUD ????
1. Smukke skud på men’skeheden, som du spirer frem.
Døren til dit ungdomsrige åbner sig på klem.
Snart du danser stier op; dit hvad, hvorfor og hvem.
Og føler mange himmelstrøg smager lidt af hjem.
Må du svinge dig i læring
og lege, til du blir smilende ør.
Og vid millioner har gjort det før.

2. Uanset din rejses bane; hvor du bor og går.
Find en udsigt, der gir indsigt og dit hjerte når.
Se mod horisonten der. Mærk vinden i dit hår.
Fornem den kraft, der vælder op fra det sted, du står.
Gid du inderligt må røres;
forenes med alt, der lever og dør.
Og vid millioner har gjort det før.

3. Verden rummer kringelkroge, blindgyder og fejl:
uperfekt og uretfærdig, indimellem stejl.
Men se hen, hvor ånd og hånd med visdom sætter sejl.
Lad viljen til at gøre godt lyse fra dit spejl.
Må du livfuldt sprænge rammen
for det, som du tror, du kan, må og tør.
Og vid millioner har gjort det før.

4. Meget skifter om i livet, følelser især.
Er der mudder, husk dog vejen: Gå på bare tæer.
Luk dig gerne op for mig og andre, du har kær.
Husk på at hjertebroer har et fantastisk værd.
Gid at du må gi’ dig hen til
at leve i dybde og med kulør.
Og vid millioner har gjort det før.

Find noder til “Smukke skud” her

Hør “Smukke skud” her