KLISTERPAPIR LÆRER BØRN SOCIALE SPILLEREGLER

I mine seneste posts har jeg skrevet om klisterpapir, og hvordan det kan hjælpe med at skabe ro og overskuelighed i et barns hverdag. Men at det kan understøtte, at børn lærer sociale spilleregler og bevarer roen indeni, er måske mere overraskende.

Kender du situationen, hvor I voksne i husstanden er midt i en samtale, og jeres barn rigtig gerne vil bryde ind og levere en pointe?
Det er, som om vi forældre er delt op i to lejre, når vi oplever dette:

• de, der siger til barnet: “du må ikke afbryde” og
• de, der lader sig afbryde igen og igen.

Som jeg skriver om i min seneste bog Hjernesmart Pædagogik, er det helt naturligt, at (særligt) små børn ønsker at bryde ind. De har nemlig masser af erfaringer med, at de – når det endelig bliver deres tur – har glemt, hvad de ville sige, og det er frustrerende. Små børns arbejdshukommelse er endnu mere begrænset end voksnes.
Omvendt misser I en gylden mulighed for at lære barnet sociale spilleregler og impulskontrol, hvis I lader det afbryde jeres samtaler igen og igen.

Her rummer klisterpapiret et tredje alternativ: En mulighed for, at barnet fæstner sin pointe, indtil det bliver hans/hendes tur til at tale, og samtidig:

• lærer sociale spilleregler (at respektere andres samtale)
• trænes i impulskontrol (ved at vente på sin tur) og
• gør hjernen til en ven (ved at tage konsekvensen af dens logik).
Klisterpapiret skal selvfølgelig være introduceret som idé på forhånd. Og når ovennævnte situation så opstår, kan du sige/signalere til barnet, at det skal tegne eller skrive sin pointe på et stykke papir, en serviet, hånden el.lign., – og at du glæder dig til at høre, hvad det har på hjerte. Barnet “grifler” hermed sin pointe ned (ingen skønskrift!) eller laver en grov skitse (ingen finpudsede tegninger!).

Jeg har vedhæftet et eksempel fra en fem-årigs hånd. Pointen, han gerne ville minde sin mor og far om, var, at han skulle have sin penicillin, så han kunne sætte en smiley på det skema, som Apoteket havde udleveret dagen før. Om du kan aflæse denne intention/pointe af hans seddel eller ej betyder mindre: griflerierne er rigeligt udførlige til, at barnet selv husker, hvad det vil sige og kan finde ro, indtil det bliver hans tur til at tale.

Med klisterpapiret håndterer vi den hjernespilleregel, der handler om, at arbejdshukommelsen kun kan rumme ganske få elementer ad gangen – og at vi oplever tankemylder, bekymringer og stress, når den er fuld. Samtidig minimerer vi antallet af frustrerende situationer i et hverdagsliv, hvor de ældre søskende eller forældrene gentager “du afbryder!” eller “du må IKKE afbryde!”, hvorefter barnet ene og alene kommer til at fokusere på dét at afbryde (hjernens viskelæder sletter abstrakte ord som “ikke”) og i øvrigt føler sig gjort lille eller ydmyget.

Efterhånden som barnet vænner sig til at aflaste sin arbejdshukommelse gennem klisterpapiret, behøver du ikke at bruge ord for at minde barnet om at bruge klisterpapir, indtil du er færdig med din samtale. Så kan en tegnende bevægelse med hånden og et varmt smil være nok.

Der ligger stor anerkendelse i ærligt at dele med sit barn, hvordan hjernen fungerer. For eksempel at arbejdshukommelsen kun har plads til ganske lidt – og at det kan være en god idé at fastholde, dét, vi vil huske, uden for hjernen (for eksempel på papir). Så bliver der nemlig mere ro indeni og plads til flere idéer eller andre tanker.

[print-me]