BØRN GÅR JO HELLER IKKE RUNDT MED EN SAV I HÅNDEN KONSTANT, BARE FORDI DE HAR SLØJD TO TIMER OM UGEN …

Imran Rashid og jeg har indgået et strategisk samarbejde for at slå nogle hegnspæle i den danske muld. Mobilfri skoler og uddannelsessteder – med mindre klasselederen tilvælger brug af mobilen af faglige hensyn – er én af disse hegnspæle. Og nu sker der noget! To partier taler her for at styrke skolernes aktive valg omkring brug af mobiltelefon. At gøre det mere legitimt at tilvælge mobilfrihed for at fremme bestemte færdigheder, kompetencer og værdier.

Du kan læse flere kronikker om mobilfri skoler fra min hånd her. 

De gode argumenter i Imrans og min kronik er bl.a. funderet på ny viden om hjernens spilleregler og behaviour design. På alle måder en progressiv og ansvarlig dagsorden!

Ligesom vi jo heller ikke lader børn gå rundt med en sav (eller rundsav) i hånden dagen lang, fordi de skal have sløjd to timer om ugen, hører mobiltelefonen med alle dens kald, disktrationer og hæmning af væsentlige stier i hjernen, heller ikke hjemme som fast følgesvend i børn og unges hænder.

Ligesom den heller ikke hører hjemme “permanent tændt” i et voksenliv!

Kritikerne af vores forslag har tilsyneladende slet ikke opdaget, hvordan virksomheder, kursustilbud og mødeaktiviteter for voksne i stigende grad sætter rammer for brug af digitale devices, fordi arrangørerne i nogle timer af de voksnes liv vil fremme andre dagsordener/evner.

Mobilhoteller eller slukkede mobiler i tasken er f.eks. mit standard-format, når jeg underviser. Og det gør jeg fuld tid i alle dele af landet. Dette læringsformat har rødder i tre ting:

• Respekt for kunden, der har betalt for, at deltagerne faktisk lærer noget og “rykker”.
• Respekt for deltagerne, der ellers vil forstyrre og friste hinanden i ét væk.
• Selvrespekt: Det er umuligt at opretholde lederskab af et læringsrum, hvis deltagerne går til og fra efter forgodtbefindende. Hvad enten dette er, fordi de skrider opmærksomhedsmæssigt eller skrider på f.eks. toilettet. Same thing – her 😉

Læring er andet og mere, end noget man “trækker” fra en underviser, når man lige gider. Læring opstår, når man er nærværende, medspillende, fokuseret og bygger broer til anvendelsessituationer. Når man investerer i at opbygge et rigt netværk i hjernen med mange indgange. Når man giver noget af sig selv og forstår, at ens bidrag kan spille andre bedre og i øvrigt unikt forbedre og forstærke læringen for alle. Dét har mange børn, unge og voksne brug for en øget bevidsthed omkring – og evne til at kunne.

Til gengæld: Når vi bliver bevidste om, hvad vi vælger TIL i vores samspil med hinanden – og hvilken VÆRDI dette giver – har vi foretaget en investering for livet, hvad enten vi er børn, unge eller voksne!

I forbindelse med Imrans og min kronik inviterede vi samtlige af Folketingets parti til at gå med og tage ansvar. Her er de første to partier, der har fanget – og offentligt står ved – hvad det handler om. TAK til jer!

Og TAK til Imran for med sin faglighed, ansvarlighed og fantastiske proaktivitet at have kastet sig ud i sammen med mig at påvirke Danmark (and beyond) i en bedre retning på dette felt til gavn for menneskers trivsel, sundhed og samspil.

Vi er begge varme tilhængere af både offline og online – Imran har f.eks. udviklet unikke IT-værktøjer til sundhedssystemet, og jeg har over 50.000 onlinestuderende fra hele verden. For vores skyld kunne 20-25% af færdighedsindlæringen i f.eks. Folkeskolen være digital. Og selvfølgelig skal elever have fag/projektforløb som “teknologiforståelse”, “digital dannelse”, “kodning”, “sociale færdigheder og empati i en digital tidsalder”. Det er bare med at komme i gang med at planlægge og eksekvere på dette. Snarest! Og så skal mobilen selvfølgelig tages med ind og inddrages i undervisningen her og der i disse sammenhænge. Det er logik for burhøns. Men hver ting til sin tid!