For at et barn skal kunne noget, skal det mere end bare høre det, gentage det og vide det. Det skal gøre det, afprøve det, og dermed konkret styrke de relevante forbindelser i hjernen. Herefter skal disse forbindelser jævnligt vedligeholdes for fortsat at findes.
Lad mig her give et hverdagseksempel på, hvordan jeg selv integrerer min viden fra mine bøger Hjernesmarte Børn, Hjernesmart Ledelse og Hjernesmart Pædagogik.
En seksårig pige, vi kan kalde hende Elisa, var hjemme hos os til overnatning. Da jeg puttede om aftenen – med Elisa øverst i køjesengen – kunne jeg godt se, at det hurtigt kunne udvikle sig til en mindre sikker situation, hvis Elisa f.eks. vågnede i løbet af natten, skulle på toilettet og begyndte at bevæge sig rundt i det mørke værelse. Derfor sagde jeg: ”Hvis nu du vågner i nat og skal tisse, så kald på mig.” Elisa nikkede. Det skulle hun nok. Men med min viden om fremtidståge og betydningen af rent faktisk at aktivere de relevante stier, gik jeg skridtet videre. Jeg så nu for mig, hvordan Elisa i køjesengen hele 20 meter fra min seng kunne ligge der og kalde forsigtigt på mig, med lav stemme, uden at jeg ville kunne høre det. Derfor sagde jeg:
”Prøv at kalde på mig.”
”Anette” sagde Elisa med normal stemme.
”Højere” sagde jeg med et smil.
”Anette!!!!”
”Endnu højere” ”ANETTE!!!!” råbte Elisa nu.
“Ja, og så én gang til.” “ANETTE!!!!!!!!!!!!!!” gentog Elisa med høj stemme, mens hun smilede over hele hovedet.
”Ja, sådan – SÅ kan jeg høre det og kommer jeg ind og hjælper dig. Sov rigtig dejligt I to.”
En intention er det letteste at sætte. At vide, hvad man vist burde gøre er noget helt andet end at kunne gøre det. Brugbare stier skal trampes op – og det er i høj grad dét, der er hjernebevidste voksnes ansvar: at stimulere børns hjerner, så de hen ad vejen selv bliver i stand til at tackle hverdagssituationer i forskellige sociale kontekster på hensigtsmæssige og virkningsfulde måder.