Jyllands-Posten præsenterer i dag i tre artikler Stresspanelets anden anbefaling:

Skab arbejdspladser – og ledelseskulturer – der:
1. Forventer utilgængelighed, når medarbejderen har fri (med mindre andet er aftalt).
2. Har blik for og handler på balancen mellem ressourcer og krav.
3. Tilbyder og fremmer træning af ledere i mental sundhed og forebyggelse/håndtering af stress.

Sidstnævnte er en viderebringelse af hele 10 forslag, vi har modtaget fra forskere og organisationer fra vores åbne invitation til Danmark om at bidrage med relevante handlingsforslag. Læs den korte nyhedsartikel her – de uddybende artikler er at finde i den trykte avis.

Vil du læse mere om det frivillige, ulønnede Stresspanel, kan du finde spørgsmål og svar her.

I artiklen siger jeg bl.a.:

»Vi ved fra forskning, at et længerevarende misforhold mellem aktivering og hvile skaber stress. Og hvis kravene fra chefens side i længere tid overstiger medarbejdernes ressourcer, risikerer de at blive syge af det. Så vores anbefaling handler dybest set om at genvinde respekten for restitution,« siger Anette Prehn, som foruden at være sociolog og formand for Stresspanelet er forfatter til flere bøger om ledelse.

Hun anerkender, at de fleksible mødetider på mange arbejdspladser anno 2019 netop skyldes, at medarbejderne nu om dage logger sig mere på hjemmefra og i det hele taget står til rådighed for foretagendet. Det skal der selvfølgelig fortsat være mulighed for i lyset af den enkeltes ønsker til arbejdstidens tilrettelæggelse kan variere meget. Sådan et setup bør bare altid være akkompagneret af en eller anden form for forventningsafstemning.

»Vi vil gerne vende bøtten på hovedet, så arbejdspladserne som udgangspunkt ikke forventer tilgængelighed, når medarbejderne har fri. Så signalet er: Hold fri, når I har fri! Uafklarede forventninger skaber et stort pres« forklarer Anette Prehn.


Anette Prehn (1975) er iværksætter, forskningsformidler, sociolog og forfatter til en række bestseller-bøger om hjernens spilleregler og disses betydning for socialt samspil, mental sundhed, læring og ledelse. Hendes nyeste bog er "Det syngende menneske. Nye veje til forbundethed". Anette Prehn opdagede for år tilbage, at hjernen følger bestemte spilleregler. “What!” tænkte hun. “Hvordan kan det være, at forskerne ved det her, uden at det er omsat, så almindelige mennesker har konkret gavn og glæde af det?” Det kickstartede hendes mission: At blive en folkets formidler, der gør socialpsykologi og hjerneforskning praktisk anvendelig for alle. Anette Prehn har bl.a. fået udgivet "Afledte effekter. Tag skyklapperne af - styrk børn og unges livsmestring", "FLIP - hjælp din plastiske hjerne med at tackle det 21. århundrede" samt HJERNESMART-trilogien: Hjernesmarte Børn, Hjernesmart Ledelse og Hjernesmart Pædagogik. Hun har også skrevet minibøgerne Ansvar og Mod samt HJERNEVENNER-minibogsserien, så børn og unge kan lære at gøre hjernen til en medspiller i hverdagen:

  • Stierne i hjernen anbefales af professor og hjerneforsker Troels W. Kjær
  • Bliv ven med hjernens amygdala anbefales af professor i socialpsykologi Per Schultz Jørgensen
  • Gør hjernen til en medspiller anbefales af ph.d. og vinder af Ph.d. Cup 2017 Louise Klinge
  • Sov dig til en bedre hjerne anbefales af hjerneforsker og søvnekspert Maiken Nedergaard
  • Giv hjernen plads til udvikling anbefales af familievejleder Lola Jensen
  • Tag nye billeder med hjernen anbefales af hjerneforsker Kjeld Fredens
  • Din kreative hjerne anbefales af mad-entreprenør Claus Meyer

Anette Prehn er også en flittig skaber af sange til Danmark, primært i samspil med komponisterne Rasmus Skov Borring og Kristian Bisgaard. Du kan se/synge alle hendes offentliggjorte sange her. Og læse mere om Anette Prehns mission her

Følg Anette Prehn på Facebook | Følg Anette Prehn på LinkedIn