HVAD KAN VI LÆRE AF 0.C?

I går blev 0.c fra Stolpedalsskolen i Aalborg pludselig landskendt. Tak til alle jer, der læste, kommenterede og delte mit opslag Jeg giver is til 0.c. Jeres refleksioner har været kilde til både indsigt og inspiration.

Det viser sig, at 0.c fast besøger ældre beboere på plejehjemmet Otiumgården. Under coronakrisen er de små trofast blevet ved med at besøge de ældre – dog nu stående og syngende på græsplænen udenfor plejehjemmet.

Da statsministeren i sidste uge var på besøg på Stolpedalsskolen i forbindelse med genåbningen for de ældste elever, ville skolen også gerne fortælle om 0.c’s syngende besøg på Otiumgården og lade børnene synge en af sangene for statsministeren. Dét, der dog kom til at fylde ALT i medierne, var en rose til en rose og en afskedshilsen i kor. Og måske også opstillingen – med rigelig coronaafstand mellem børnene – samt det forhold, at man så billeder af trampende børn (de havde valgt at synge ”Jeg gik mig over sø og land”). Det vakte mindelser om Nordkorea (!) hos nogle.

Hvis vi et øjeblik parkerer snakken om skarpe medievinkler, Twitter-magt og hvad skolen eventuelt kunne have gjort anderledes, står vi tilbage med et rigtig godt spørgsmål: ”Kan du og jeg lære noget af 0.c?”

HELT EFTER BOGEN
Set fra mit perspektiv – og det hjernesmarte univers – er svaret et stort ”ja”. Uden at have detailkendskab til, hvad der konkret foregik i 0.c op til statsministerens besøg, må jeg sige, at det er helt efter den hjernesmarte bog at tale med sine elever om, hvordan man bedst får sin gæst til at føle sig godt tilpas. Hermed stimulerer man evnen til perspektivskift, som er en så afgørende kompetence i livet.

Her vil jeg – ud fra mit arbejde med hjernens spilleregler – reflektere over, hvorfor 0.c og teamet omkring dem for mig at se har handlet eksemplarisk, og hvad vi andre kan lære af det.

Berlingske Tidende kunne i oktober 2019 fortælle, at stadig flere børn i folkeskolen har svært ved at følge simple regler og normer. ”De har ikke respekt for læreren, de tager ikke hensyn til andre, og de ved ikke, hvordan de skal gebærde sig i skolen”, fortalte Jeanette Sjøberg, der er formand for Undervisningsudvalget i Danmarks Lærerforening. Lærer Lea Schmidt sagde ved samme anledning: ”Børnene kommer i skole i dag og er slet ikke opdraget. De kommer med en holdning om, at der er ingen, der skal bestemme over dem.”

Sociale færdigheder kommer sjældent dumpende ned fra himmelen. De skal optrænes, lidt efter lidt og vedholdende. Men som citaterne her indikerer, har vi ladet essentielle sociale færdigheder gro til. Det gælder over en bred kam – hos voksne og (dermed også) hos børn.

HVORDAN ER MAN EN GOD VÆRT?
Igennem de seneste cirka fem år har jeg i mine foredrag på skoler talt for, at lærere og skolepædagoger tager perspektivudvidende samtaler med deres elever, inden klassen får besøg udefra (typisk af en kunstner, en forfatter eller en vikar):
– ”Hvordan har man det mon, når man skal ind i en klasse, man slet ikke kender?”
– ”Hvad vil vi kunne gøre, så vores gæst føler sig velkommen hos os?”
– ”Hvilke spørgsmål kan vi stille, som viser interesse for gæsten?” Osv.

Det er spørgsmål, som foranlediger, at man pauser sit eget perspektiv, sætter sig i en andens sko og dermed optræner sin empati samt evne til at tænke kreativt. Ofte smitter spørgsmålene med lyst til at tage et personligt ansvar for værtsskabet.

Alt dette er ”pandelapsarbejde” og i lyset af at menneskers pandelapper er først færdigmodnede, når vi er omkring 25 år, giver det rigtig god mening stille og roligt at udfordre børn på disse udviklende måder.

NÅR VIKAREN OPFATTES SOM EN IDIOT
Se for dig en time, hvor en klasse skal have vikar, og de på INTET tidspunkt har forholdt sig til denne type spørgsmål. Måske kan du ligefrem selv huske, hvordan det var?

I minibogen ”Tag nye billeder med hjernen” fra serien Hjernevenner tager jeg udgangspunkt i netop dette eksempel: ”Du kan også sætte dig i en andens sko, når du får ny vikar i skolen. Hvor sjovt tror du, det er at komme ind til en klasse, der larmer, svarer igen og virker, som om man er en idiot? Vi mennesker har mulighed for at vise hinanden respekt og venlighed i alle situationer. Og vi bliver mindet om, at det er en god idé, når vi er i stand til at forestille os, at det er os selv, der er vikaren!”

Man kan også optræne evnen til at gå i andres sted på mere fast basis, for eksempel ved i klassen at vælge en ny gruppeleder hver uge, ligesom man har en blomstervander og en mælkehenter. Idéen her er fra bogen ”Hjernesmart pædagogik”:

”Vælg en gruppeleder pr. uge. Barnets opgave er at lede gruppen/klassen sikkert og ansvarligt, når den bevæger sig rundt til for eksempel biblioteket, idræt, billedkunst eller til andre lokaler, legeplads eller lignende. Det indebærer, at barnet holder døren for gruppen, sikrer sig, at alle er med, venligt kan bede gruppen om at være stille, tager ansvar for gruppens adfærd, bemærker, om alle er godt ankommet, og i det hele taget prøver ledelse af i praksis. Det giver børnene en egen kropslig erfaring med det at være en autoritet og skulle lede – og det styrker børnenes empati og vilje til at arbejde konstruktivt sammen. Desuden opbygger børnene bedre forudsætninger for at leve sig ind i lærerens situation som klasseleder.”

KUNSTEN AT SÆTTE SIG I EN ANDENS STED
Ved kropsligt at erfare hvad det vil sige at lede, får hvert enkelt barn bedre forudsætninger for at kunne sætte sig ind i, hvordan det er at være klasselederen eller kammeraten, der er ved at fremlægge. Dette er et vigtigt trinbræt til at vise respekt, lytte og give øjenkontakt.

Udover at dette gavner det enkelte barns evne til at kunne begå sig socialt, styrker dette også fællesskabet og trivslen i klassen, lærerens motivation samt roen og muligheden for læring. Denne nærværende, empatiske tilgang til mødet mellem mennesker, har vi mere end nogensinde brug for ovenpå årtiers egocentreret ”træning” af børn, unge og voksne.

En mor fra Stolpedalsskolen delte mit FB-opslag fra i går med ordene: “Ja, nu går min søn på den skole, og han var så stolt af at vores statsminister havde været på besøg. Han går netop på skolen, fordi man der også lærer, hvordan man skal behandle hinanden med respekt og opføre sig ordentligt overfor hinanden, og det gjorde de også denne dag. En gæst er en gæst. Han må godt være barn lidt endnu og kender heldigvis ikke noget til dette angreb på skolen, som faktisk er til at græde over på både børn og voksnes vegne. Heldigvis har skolen en stærk ledelse, der viser vejen.”

ET RYGTE SIGER, AT SELV BØRN EN DAG BLIVER VOKSNE
Sociale færdigheder er som øvrige ”stier i hjernen”: De bliver tydeligere og nemmere at vælge til, når de bruges tit. Og de gror til, når vi glemmer at øve os på dem.

Vigtige spørgsmål for voksne at stille os selv er: “Hvor næres børns sociale færdigheder henne? Er det endnu en ting, vi tænker, at børn godt må lære – uden at det forpligter os selv? Er vi rollemodeller?”

Et rygte siger, at selv børn en dag bliver voksne. Er den verden – vi er i fuld gang med at give næring til – en verden, hvor det giver bonus at reflektere nuanceret og smidigt lave perspektivskift? Eller er det snarere én, hvor den der først råber højest kommer til fadet og får lov til at starte en medieorkan el.lign. med et karikeret, fordømmende budskab?

Vi kan helt sikkert lære af 0.c’s håndtering af statsministerbesøget.
Men kan 0.c også lære af vores???

Læs også Jeg giver is til 0.c!