Jeg har i dag påbegyndt højtlæsningen af Nils Hartmanns “Historien om Danmark under 2. verdenskrig – fortalt for børn og voksne” for mine døtre på 9 og 12 år.
Det var sært vemodigt at tænke tilbage på de timer for 80 år siden, hvor meldingen 8. april 1940 lød, at en kolonne på 2.600 biler var på vej fra syd mod Flensborg, hvor der skulle opstilles en styrke på hele 20.000 mand. Den danske regering blev da klar over, at det var alvor, og der blev indkaldt soldater i Sønderjylland.
Kl. 4.20 i den kommende nat mellem 8. og 9. april – når du og jeg sikkert ligger trygt og sover – blev soldaterne vækket med beskeden om, at tyskerne var gået over grænsen.
I bogen læste vi bl.a. menig Arne Vilhelm Sørensens beretning om, hvordan soldaterne i al hast på motorcykler havde kørt mod deres stillinger ved grænsen, i retning mod formationer af tyske fly og køretøjer. Han fortæller, hvordan “Delingen holdt stillingen ved Lundtoftebjerg i ca. 15 minutter … Der skulle være kommet et kompagni cykler til hjælp. Men pga. en misforståelse nåede det ikke frem.”
Her spærrede mine døtre og jeg øjnene op – der i solskinnet på terrassen. Hvor bizart, frygteligt men også på en måde spøjst dansk at sende cyklende unge soldater til kamp mod en militariseret tysk hær.
Efter blot et par timer blev alle danske dog bedt om at indstille kampen, fordi den danske regering “under protest” havde besluttet at acceptere besættelsen.
I bogen stødte vi også på denne plakat. Den er sært aktuel i disse corona-dage, hvor vi dagligt mindes om, at “Det du gør nu, gør en forskel.” Det gjaldt også mht. mørklægningsgardiner, at den enkeltes adfærd kunne skade mange andre.
Kort sagt: Må jeg anbefale at bruge de næste uger på at dele med børn og unge, hvordan det var at leve under Besættelsen i Danmark – og hvad 2. verdenskrig var. Der er færre og færre i Danmark, der har oplevet krigsårene på egen krop. Vi voksne af i dag kan bidrage til, at de næste generationer kommer til at “huske” og ære de mange ofre, som mennesker gav og led i de år. Samt føle inspiration fra den kampånd og vilje til ansvar, som menig Sørensen og så mange andre med ham udviste i de svære uger, måneder og år.