Sundhedsplejersken skulle tjekke min 6-årige datter, Alicia. Sådan er det i 0. klasse. Hun var sød og venlig og stillede Alicia en række åbne spørgsmål. F.eks. ”Hvad synes du om at gå i skole?” eller ”Hvad kan du godt lide at lave i din fritid?” Min datter tænkte sig grundigt om, inden hun svarede. Faktisk tænkte hun sig om så grundigt og så længe, at sundhedsplejersken vist troede, at der intet svar ville komme. Derfor supplerede hun igen og igen med et lukket spørgsmål: ”Kan du godt lide det?” eller ”Har du nogle gode veninder, du leger med?” Sundhedsplejerskens intention var god nok, men lukkede spørgsmål inviterer som bekendt til et ”ja” eller et ”nej”, så det begrænsede samtalen noget.
Da jeg nu alligevel var på skolen, greb jeg muligheden for at hjælpe til i klassen den dag. Det opmuntrer lærerne forældrene til, hvis de har lyst og tid, og vi havde aftalt det på forhånd. Her kunne jeg se, at min datter lod til gerne lige at ville tænke færdig, inden hun rakte hånden op. Som følge heraf nåede hun ofte slet ikke at komme på banen, endda i situationer hvor hun oplagt godt ville kunne det.
DE STILLE PIGER
Mange piger – og senere kvinder – i uddannelsessystemet har en forestilling om, at de bør vide, hvad de vil sige, INDEN de rækker hånden op. Det gælder naturligvis også visse drenge, men her i blogindlægget forholder jeg mig til den kategori, vi i vores kultur kalder “stille piger”.
Når man vænner sig til, at ens hånden sjældent, sent eller aldrig ryger i vejret, bliver man temmelig usynlig i læringsrummet. Hjernen er konstant formbar og ændrer sig efter, hvordan den bliver brugt. Dens forbindelser kan sammenlignes med stier i en skov: Dem, vi går på ofte, bliver bredere. Dem, vi kun sjældent tager, gror til. Dem, der har til gode at blive “trampet op” vækker ofte en vis uro og fremtidståge. Uanset om vi er bevidste om det eller ej, er hjernen hele tiden i gang med at styrke, svække eller omforme forbindelser. Det er neuroplasticiteten i en nøddeskal – og princippet hedder også “Use It or Lose It”.
Min egen aha-oplevelse omkring dette kom først i starten af 20’erne. Her forstod jeg – ved at betragte min egen adfærd udefra – at hvis jeg først rakte hånden op, når jeg vidste, hvad jeg ville sige, kom jeg aldrig ”ind i kampen”. Så var andre nemlig blevet taget før mig, igen og igen. Jeg var dengang i redaktionen på et Studentermagasin og skrev artiklen “Det tavse køn”, hvor en forsker bl.a. fremhævede, at “kvinder vil gerne have formuleret deres tanker korrekt, inden de siger noget.” Læs evt. artiklen i bunden af dette blogindlæg.
Jeg erfarede med andre ord, at det var smartere at få hånden op i en fart, og så ellers tænke (dybere) over mit svar, mens jeg sad og ventede på, at underviseren besluttede, hvem der skulle have taletid. Det var for sent at komme i gang, når jeg havde tænkt færdig, og jeg erkendte, at jeg skulle øve mig på bevægelsen.
Ind imellem indså jeg – siddende der med hånden i vejret – at jeg vitterligt IKKE vidste, hvad jeg ville sige – og tog derfor hånden ned igen. Engang imellem blev jeg taget, mens jeg stadig havde ”blank skærm” og (endnu) ikke havde fået “trampet stien ordentligt op” omkring, hvad jeg gerne ville svare. Det skete sjældent, men i de situationer måtte jeg jo så i stedet sige: ”Jeg kom lige fra det, beklager!”, ”Pas!” eller ”Jeg glemte lige, hvad jeg ville sige.” Sådan er det jo. Til gengæld accelererede jeg også antallet af bidrag i læringsrummet.
STIER KRÆVER TRÆNING
Da jeg puttede Alicia om aftenen, efter at hun havde været til sundhedsplejersken, spurgte jeg, om hun ville høre noget, jeg først selv havde lært, da jeg var 20 år. Det ville hun gerne.
Jeg delte ovenstående med hende i børnesprog og kunne se, at det gav mening for hende. Jeg vidste dog også, at hvis det skulle blive til læring, skulle vi begynde optrampningen af den nye sti sammen. At sætte en intention om noget – og at tale om det – er det letteste. At trampe stien op så grundigt at den kan bruges i konkrete hverdagssituationer kræver træning. Fremtidståge spænder i de tilfælde nemlig hurtigt ben for den gode intention.
”Skal vi prøve det?” spurgte jeg hende.
”Ja”, svarede hun tillidsfuldt.
Og så gik vi ellers i gang.
Jeg stillede spørgsmål, hun rakte fingeren op (liggende i sin seng) – INDEN hun kendte sit svar. Det var både sjovt og hyggeligt:
- ”Hvad har I lavet i weekenden?” Alicias hånd fløj op med det samme. Jeg gav hende 4-5 sekunder. ”Alicia?” ”Jeg har været i teatret.” ”Hvad så du?” ”Mester flytter hjem, om en hund der kunne snakke.”
- ”Hvilken tegning lavede I i Billedkunst?” Alicias hånd fløj op. Jeg gav hende 3-4 sekunder. ”Alicia?” ”En chokoladebil.”
- ”Hvem hjalp Axel i historien?” Alicias hånd fløj op. Jeg gav hende 2-3 sekunder. ”Harry”. ”Hvem var Harry?” Alicias hånd fløj op. ”Mekanikeren.”
Da vi havde kørt 7-8 runder, var hun blevet fortrolig med at skyde hånden til vejrs. Det vigtigste signal, en hånd i vejret sender, er: ”Jeg vil gerne lege med!” Det er en ny fortolkning for mange lidt mere stille piger (og drenge). De lærer dermed, at det er ok at signalere sit engagement, førend de har tænkt færdig. Og de vænner sig til at have “tillid til tomheden”, som jeg kalder det: at der nok skal dukke en refleksion eller et svar op. Og så kan man ellers overveje den mere præcise formulering af sit svar, mens man venter.
Naturligvis foreslår jeg ikke her, at man i enhver situation skal kaste hånden i vejret – også når man er helt blank. Men i mange situationer, hvor et svar er “på vej”, eller lige skal graves frem, kan strategien med fordel benyttes af disse børn (og voksne).
NÅR MAN ALLIGEVEL IKKE HAR SVARET
Der sker dog også ind imellem det, at man finder ud af, at man enten ikke har et svar, eller at man ikke husker, hvad man ville sige. Så selvfølgelig skulle vi også lige træne op, hvad man kan sige i de situationer:
- ”Hvad hedder de steder i universet, hvor stjerner bliver født?” Alicias hånd fløj op. Jeg gav hende 2-3 sekunder. ”Alicia?” ”Det ved jeg vist alligevel ikke.” ”Helt fint!”
- ”Hvilken dag er det i dag?” Alicias hånd fløj op. ”Alicia?” ”Jeg har glemt det”. ”Det’ o.k.”
- Osv.
I situationen her bruger jeg min pandelapsfunktion til at forudse de langsigtede konsekvenser af den adfærd, min datter p.t. udviser. ”Hvis hun bliver ved med at optrampe disse afventende stier, hvor bringer det hende så hen? Vil det hjælpe hende på længere sigt?” Hvis nej: overvej hvilke stier, der skal trampes op; hvilke strategier barnet har brug for at lære og blive tryg ved.
Inden vi overhovedet begyndte at lege, anerkendte jeg hende for, hvor meget hun har at give til sine omgivelser: Hun er eftertænksom, sjov, ressourcefuld og har en fin indre balance. Det kan gavne klassen rigtig meget, at hun viser de andre det. ”Du har så meget at give!” mindede jeg hende om.
Jeg anerkendte også hendes tænkefunktion: ”Du er god til at tænke efter, og det er godt at kunne”, men jeg påpegede samtidig, at lige præcis i en klasserumssituation er det en god idé at optrampe andre stier også, fordi man dermed kan smitte andre med det, man har at give og hjælpe klassen med at fungere godt. Det forstod hun fint.
LÆG SPOR UD I HJERNEN OG KROPPEN SAMMEN
Jeg ved, qua mit arbejde med hjernens spilleregler, at det er utilstrækkeligt at ”høre” eller ”erkende” noget. Hvis det skal batte noget og have en indflydelse i praksis, skal det optrænes. Stierne skal gås til i en tryg og tillidsfuld ramme – gerne med et glimt i øjet.
Min samtale og træning med Alicia reframede, det vil sige omfortolkede, for hende, hvad der skal være til stede, førend man kan/må række hånden op. Den reframede endda for hende, hvad håndsoprækning handler om: Det går nemlig videre end ”deltagelse”. Man er som aktivt barn med til at præge klassens liv og måde at være sammen på. Man kan også påvirke, hvor meget klassen lærer over tid; hvor sultne de er på viden og læring.
Først og fremmest har vi trampet op, at det er o.k. at begynde at sige noget, selv når man har ”blank skærm”. Hvis endelig man siger en sætning, som man har lyst til at ændre, så ændrer man den bare undervejs, bygger noget andet ovenpå eller starter forfra. Det er vigtig, vigtig læring for en – for tiden – lidt stille pige. Husk også her at tale i Midlertidighedens sprog i stedet for i rigide stempler.
Mon du er kommet i tanke om specifikke børn, mens du har læst indlægget her? Hvilke strategier kan være gode for dem at trampe op stille og roligt? Hvilke stier kan du selv tåle at betræde mere systematisk?
Gode hilsner
Anette
PS: Når vi voksne kommunikerer med et barn, der har får vane at ville “tænke færdig”, så giv plads, tid og tryghed. Det kommer! Det kan være fristende at ty til lukkede (ja/nej) spørgsmål, men så misser man også en gylden mulighed for at forstå mere af barnets glæder, motivation og opmærksomhedspunkter. Måske vil barnet gerne kigge væk, mens det fortæller? Måske er det o.k. for barnet at skrive navnene på kammeraterne? Mulighederne for respektfuld kontakt er mange. Regn som udgangspunkt med, at et barn – der på sundhedsplejerskens kontor bliver spurgt til sin hverdagsadfærd – INTET kan huske. Dette skyldes fænomenet “rummets hukommelse”, som jeg i særlig grad udfolder i bogen Hjernesmart Ledelse men også i Hjernesmarte Børn og Hjernesmart Pædagogik.
PPS: Når lærere og forældre i bedste mening opmuntrer et barn til at “turde række hånden op i timen”, får de uintenderet skabt en association mellem håndoprækning og noget utrygt/farligt (markeret af ordet “turde”). Det skaber andre associationer i barnet, hvis de voksne opmuntrer det til at “bidrage” eller “dele” dét det har på hjerte – eller til at “afprøve” forskellige små, sjove eksperimenter, der stille og roligt gør det mere trygt for barnet at sige noget i klasserummet.
—
Prehn, A. 1996: “Det tavse køn”, Fodnoten – temanummer om tale og tavshed, 7/1996:
Hej Anette.
Jeg er en enormt stor fan og jeg var glad for dette indlæg. Jeg har nemlig været noget usikker på, hvordan man træder nye stier. Det er fint at blive sig det bevidst, men at træde nye stier er godt nok svært. Især har jeg er problemstilling med en gruppe elever, som er så fint med på, at når de bliver amygdalakapret, så reagerer de uhensigtsmæssigt ved at kalde andre grimme ord eller reagerer aggressivt med truende adfærd. De er selv trætte af det bagefter, men hvordan træner man dem i et andet handlingsmønster – en anden sti?
Vi kan godt snakke om andre handlingsløsninger, men når de bliver kapret slår pandelapperne jo fra. Så jeg føler jeg kommer til kort med at hjælpe dem i deres udvikling mod at blive hjernesmart.
Eksemplet du giver er genialt og jeg kan allerede se hvordan vi kan træne der i klassen. Jeg ønsker mig i julegave at du også kan hjælpe mig med at træde stier for de arrige drenge og piger.
Mvh Lise Nielsen
Hej Lise. Det var da en dejlig hilsen – tak for den! Det kan være en god idé at brainstorme på, hvad man konkret kan gøre anderledes, når man bliver kapret af amygdala. Man kan også brainstorme på, hvad andre kan gøre for at hjælpe i gul, rød og sort. Det kommer der nogle fine seancer ud af. Har du i øvrigt læst dette indlæg: http://backuphjernesmart.offbeatmedia.dk/familiens-sma-sedler/ Når klasser laver det sammen, bliver de klogere på, hvordan de kan støtte hinanden i de amygdalakapringer, vi alle oplever fra tid til anden. Men husk: at dét at have defineret, hvad man KAN gøre er noget helt andet end at KUNNE gøre det. Eleverne skal træne op, hvordan man f.eks. trækker vejret dybt, siger “hej” til sin amygdala og beroliger den med ord, reframer osv. Stierne skal trampes godt og grundigt op, mens vi er i “grøn”. Gode hilsner Anette
Tak – det er meget interessant læsning. Især for os der gerne vil forstå og hjælpe vores børn i den vigtige hverdag.
Det er jeg glad for at høre, Marie. God vind med det!
Måske skal de “hurtige”, “højlydte”, “synlige” osv. børn også trampe stier, der baner vej for eftertanke, reflektion og stilhed.
Måske skal lærerne trampe stier, der gør, at de får øje på de “stille piger” og giver dem plads og tid til at svare.
Måske er det ikke normen om at kunne svare først og hurtigst, vi altid får mest værdi af at videreføre.
Måske skal samfundets forkærlighed for ekstroverte karaktertræk balanceres med en respekt for introverte kvaliteter.
Måske kom vi frem til nogle andre svar på vores tids store udfordringer, hvis vi ikke havde travlt med at tilpasse os det eksisterende system, men lod forskellige hjerner få tid og anerkendelse for at tænke mange skæve tanker.
Bare en tanke … ved ikke, om jeg nåede at række hånden op i tide.
Hej Anne
Du nåede det!!! 🙂 Jeg er enig i alt, hvad du skriver. Der er en række kulturelle strukturer og vaner, der kan tåle udfordring. For mig kan indsatserne dog fint gå hånd i hånd – også mht. at hjælpe børn og voksne til større adfærdsmæssig fleksibilitet f.eks. i klasserummet. Hvis du skriver en kronik eller lign. om dine pointer på et tidspunkt, så send den gerne til mig.
Gode hilsner
Anette
Spændende indlæg. Min erfaring er også, at svarene tit kommer, når man går i gang med at tale, løse et problem eller andet. Og det minder mig om nylige store undersøgelser i det danske uddannelsessystem der viser, at piger generelt undgår at begå fejl i langt højere grad end drenge og derfor fx ikke får de nødvendige it-kundskaber. Jeg kan også selv nikke genkendende til den form for perfektionisme, hvor man synes man skal kunne det hele før man tør at bidrage. Det handler jo ikke om at alle børn skal tale en helt masse eller være udadvendte hvis de ikke er det men nok nærmere en tillid til at man lærer af at deltage og turde kaste sig ud på dybt vand nogle gange:)
Hej Birgitte. Jeg er meget enig i dine pointer. Det kan formentlig være en lettelse for de mere stille børn at finde ud af, at man faktisk godt må eksperimentere med at række hånden op lidt tidligere, end man ellers troede, at man “måtte”. Og – i tråd med dette blogindlæg men også i tråd med det, jeg lavede dagen efter – så skal de ikke bare erkende det men prøve det af nogle gange for at skabe stien. Det kan også være rart at finde ud af, at man kan tænke, mens man er i gang med at række hånden op.
Hvis sådanne små eksperimenter tilmed kan forebygge perfektionisme – og opbygge modet til at kaste sig ud på dybt vand nogle gange, som du skriver – kan det også gavne børnene på længere sigt. Se f.eks. denne tankevækkende artikel: http://www.gymnasieskolen.dk/presset-stiger-på-de-stille-piger.
Præmissen i al jeg laver/skriver er dog, at barnet har lyst til “lege med”. Tak for dit bidrag, Birgitte!
Kære Anette
Tak for inspiration og indspark. Vigtig læsning for mig som lærer og som mor til skolebarn (en stille dreng). Din artikel har også inspireret til vigtige pointer i kommentarfeltet. Dejligt!