Bhushan, der bor i Indien, har sendt mig dette opmuntrende vidnesbyrd:

”Jeg har for nylig afsluttet dit online masterkursus ‘Master Your Mindset & Brain: Framestorm Your Way to Success’. Værktøjerne er yderst værdifulde. Som PTSD-ramt har de givet mig et mere optimistisk syn. Jeg føler, at jeg nu har magten til at transformere mit liv. Kurset har gjort mig bevidst om, at det er muligt at omforme hjernens forbindelser og gøre frygt og angst til en ven. Det har også lært mig at omformulere den oprindelige konditionering i mit sind med god effekt. Framestorm-metoden var særlig nyttig, fordi den gjorde det muligt for mig at bryde de mentale bånd og dispositioner, som jeg holdt fast i de sidste 43 år. Det er kun en måned siden, jeg gennemførte kurset, men jeg kan se en bemærkelsesværdig forskel i min opførsel. Jeg har ærligt talt aldrig haft det sådan nogensinde før. Jeg har prøvet mange ting, og de har alle været nyttige på forskellige måder, men Framestorm-metoden har været den manglende brik i puslespillet for mig. Det falder på plads nu. Mange tak for din hjælp. Dette er oprigtigt et af de bedste øjeblikke i mit liv! Du er en engel!”

Jeg har også tidligere modtaget mails fra PTSD-ramte, som beskriver, hvordan de hjernesmarte indsigter og metoder hjælper dem og ændrer deres liv til det bedre.

Robert, en tidligere Vietnam-kampveteran, gjorde et dybt indtryk på mig. Han skrev, at han har fundet stor hjælp i at lære om amygdala i hjernen gennem mine online kurser: “Da jeg opdagede dit arbejde, forstod jeg mere om PTSD, end nogen har kunnet forklare mig i årevis.”

… “mere end nogen har kunnet forklare mig i årevis?”

Robert beskrev, hvordan han har levet med “en bunker-mentalitet” siden Vietnam-krigen, “ufølsom over for nuancerne ved interpersonel adfærd”. Efter en lang og rørende email – som seriøst gav mig gåsehud – afsluttede Robert med at skrive: ”Dit budskab om, at der er neurovidenskabelige teknikker til at håndtere disse udfordringer, er vital. Det er afgørende for andre veteraner. Min søn er autistisk, og neuroplasticitet giver også håb for ham.”Jeg står motiveret op de fleste morgener, fordi jeg har gang i et grundlæggende vigtigt folkeoplysningsprojekt. Fordi almindelige mennesker har krav på at forstå – jordnært – hvad der sker i deres hjerne. Og fordi lidende mennesker har gavn af en anden, evidensbaseret og mere frisættende tilgang, end den der holder dem fast i deres lidelser.

Forleden delte jeg, hvordan hjernens spilleregler hjælper i lokalpsykiatrien. I dag hvordan traumatiserede mennesker får værdi. Ligger du inde med erfaringer af lignende art, vil jeg med største taknemmelighed “læse med”, hvis du har lyst til at dele dem med mig.


Anette Prehn (1975) er iværksætter, forskningsformidler, sociolog og forfatter til en række bestseller-bøger om hjernens spilleregler og disses betydning for socialt samspil, mental sundhed, læring og ledelse. Hendes nyeste bog er "Det syngende menneske. Nye veje til forbundethed". Anette Prehn opdagede for år tilbage, at hjernen følger bestemte spilleregler. “What!” tænkte hun. “Hvordan kan det være, at forskerne ved det her, uden at det er omsat, så almindelige mennesker har konkret gavn og glæde af det?” Det kickstartede hendes mission: At blive en folkets formidler, der gør socialpsykologi og hjerneforskning praktisk anvendelig for alle. Anette Prehn har bl.a. fået udgivet "Afledte effekter. Tag skyklapperne af - styrk børn og unges livsmestring", "FLIP - hjælp din plastiske hjerne med at tackle det 21. århundrede" samt HJERNESMART-trilogien: Hjernesmarte Børn, Hjernesmart Ledelse og Hjernesmart Pædagogik. Hun har også skrevet minibøgerne Ansvar og Mod samt HJERNEVENNER-minibogsserien, så børn og unge kan lære at gøre hjernen til en medspiller i hverdagen:

  • Stierne i hjernen anbefales af professor og hjerneforsker Troels W. Kjær
  • Bliv ven med hjernens amygdala anbefales af professor i socialpsykologi Per Schultz Jørgensen
  • Gør hjernen til en medspiller anbefales af ph.d. og vinder af Ph.d. Cup 2017 Louise Klinge
  • Sov dig til en bedre hjerne anbefales af hjerneforsker og søvnekspert Maiken Nedergaard
  • Giv hjernen plads til udvikling anbefales af familievejleder Lola Jensen
  • Tag nye billeder med hjernen anbefales af hjerneforsker Kjeld Fredens
  • Din kreative hjerne anbefales af mad-entreprenør Claus Meyer

Anette Prehn er også en flittig skaber af sange til Danmark, primært i samspil med komponisterne Rasmus Skov Borring og Kristian Bisgaard. Du kan se/synge alle hendes offentliggjorte sange her. Og læse mere om Anette Prehns mission her

Følg Anette Prehn på Facebook | Følg Anette Prehn på LinkedIn