Sommerferien hos os bød på dejlige udforskninger af Danmark og en vandreferie i Norge. Med sidstnævnte har vi nu fået tanket op på modstandskraften – især hos familiens børn. Fire gange var vi på bjergvandringer af 6-8 timers varighed, 10-20 kilometer pr. dag og (ifølge mobilen) hvad der svarer til mellem 92 og 296 etager pr. dag. Dette har rigt muliggjort, hvad jeg kalder for “no-way-back-situationer” og betragter som værende en væsentlig komponent i barndommen.
Et eksempel: Vi har gået og gået og er alle fire “helt smadrede”. Men hov, der er denne dag en halv time endnu, indtil vi kommer til vaffelhytten, og derefter er der yderligere fire kilometer tilbage til overnatningsstedet.
Et andet eksempel: Vi er på en strabadserende vandring, og halvvejs er vi igen “helt smadrede”. Vi kan dog regne ud, at der er mellem tre og fire timers vandring endnu. Man kan give op eller sætte sig ned og græde, men det får sjældent kilometerne til magisk at forsvinde. Eller også kan man tage et skridt ad gangen og have tillid til, at det nok skal gå det hele, at vi står sammen som et hold, og at vi hjælper hinanden godt igennem det.
Sidste år i august skrev jeg klummen “Lærerige tårer i familien” (en titel der dog redaktionelt blev ændret til “Det er vigtigt at lære sine børn at være vedholdende“). Jeg har netop indgået en aftale med Kristeligt Dagblad, som jeg skriver for hver femte fredag. Avisen har indvilliget i at offentliggøre en række af mine tidligere klummer gratis. Det vil sige, at du som besøgende kommer ind i klummens tekst med det samme og ikke strander på avisens paywall eller forslag om abonnement. Jeg er en varm fortaler for at holde avis, men det skriver jeg om en anden gang. Nu og her vil jeg bare fortælle, at de af jer, der har sagt, at I supergerne vil dele artiklen til inspiration for forældre i dagtilbud, skoler eller vennekredsen NU kan gøre det kvit og frit
Find klummen her og del gerne til højre og venstre, hvis du tænker, at klummens budskaber har relevans for børn og unge, du kender.
Og ja, der er heldigvis også masser af muligheder for ingen-vej-tilbage-situationer i Danmark. Tag til havet med madpakker og vanddunke og gå hele dagen, indtil I tager bussen tilbage. Tag en årlig, krævende cykeltur a la den, jeg beskriver i klummen. Eller tag – hvis det må koste lidt mere – på besøg i en klatrepark, hvor I står sammen som familie om at gennemføre de stadig vanskeligere ruter i træerne. Det kræver fokus, ja, og vedholdenhed!
Det stærke ved at sikre tilbagevendende ingen-vej-tilbage-situationer i en barndom er, at vi kan trække på disse i alle mulige andre situationer. Det har jeg uddybet blandt andet i bøgerne Hjernesmarte børn og Hjernesmart pædagogik, ligesom jeg vil give eksempler på det på bloggen her i de kommende uger.
Solskinshilsner
Anette